En fremmed flytter ind – Tobia Giorgi

"En fremmed flytter ind"

Tobia Giorgi

Tobia Gorgi er 17 år og udvekslingsstudent. Han kommer fra Albano Laziale i Italien – en by lidt uden for Rom. Her er temperaturen på denne årstid normalt omkring 20°C. Men det mærker han ikke meget til lige nu! Det skyldes, at han de næste 8 måneder skal bo i Slimminge hos Familien Sigvardt – og her skal han prøve at vænne sig til en noget anden temperatur.

Tobia har nemlig valgt at blive udvekslingsstudent i Danmark, og er rigtig glad for at komme til at bo i en mindre by som Slimminge. Tobia pointerer:

”Jeg er rigtig glad for at bo i en by som Slimminge, for her møder jeg de rigtige danskere og den danske kultur. Var jeg kommet til en stor by, ville jeg have mødt en langt mere internationale kultur, som man kan opleve mange andre steder”

Tobia er aktiv, og startede lige efter sin ankomst på et tegnekursus i Køge, samt på et af Gørslev Idrætsforeningens Cirkeltræningshold. Her er han hurtigt blevet en del af holdet, og har måtte lærer danske ord som englehop, sjipning, mavebøjninger og høje knæløft på den ”hårde måde”.

”Det at lave noget aktivt, er en rigtig god måde at lærer nye mennesker på. Her er vi alle på samme niveau”

Tobia skal gå på Køge Gymnasium indtil sommerferien. Han er ikke kommet i den internationale klasse, hvor undervisningen foregår på engelsk, men han følger en helt almindelig dansk klasse. Her har han på imponerende vis lært at tale et flot og forståeligt dansk på blot et par måneder, og han imponerer de fleste. På gymnasiet følger han et specielt dansk undervisningshold på 3×3 timer om ugen sammen med andre udvekslingsstudenter, som kommer fra så forskellige lande som Japan, Mexico, Costa Rica, Estland, Italien, Chile og Thailand. Tobia forklarer:

”Sprogkurserne var en god start, men nu føler jeg, at jeg næsten lærer mere når jeg følger min danske klasse, for her taler vi også dansk i pauserne”

Vi har spurgt Tobia hvad han synes om Danmark, om mødet med os danskere og om det at komme til Slimminge. Lyt til hans forklaringer herunder og hør hvor god han er blevet til at tale dansk:

Lysten til at lærer nye mennesker og en åbenhed over for vores kultur og vores måde at være på, skal nok sikre ham et sjovt og lærerigt år. På samme måde vil han også være et frisk pust i vores hverdag.

Vi håber Tobia får en god tid i Slimminge, og at han vil bringe gode minder om os og hans ophold med sig tilbage til Italien.

Tag godt imod ham hvis du møder ham.

Nyhedskategorier
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Landsbyforeningen udsender nyhedsmails mindst fire gange årligt med nyheder og aktiviteter fra Gørslev og omegn.