Landsbypuljen 2018 – Aktivitetsområde/samlingsplads i Slimminge

Landsbypuljen 2018- Aktivitetsområde/samlingsplads i Slimminge

Køge Kommune har i år afsat 500.000 kr. til Landsbypuljen. Disse penge kan søges af alle kommunens landsbyer, og benyttes til alt fra forskønnelse af fællesarealer, etablering af legepladser samt kulturelle og sociale arrangementer.

Landsbyforeningen Gørslev & Omegn har i år valgt at ”lægge alle æg i den samme kurv” og støtter 100% op omkring færdiggørelsen af aktivitetsområdet og samlingspladsen i Slimminge.

Projektet er udarbejdet af Slimminge Grundejerforening, og ved at stå sammen om denne ansøgning, håber vi at projektet får den bevågenhed som projektet fortjener. Aktivitetsområdet ser vi som langt mere end bare en legeplads, og et projekt, som kommer alle byens borgere til gode.

Ansøgningen behandles i på Klima og Planudvalgets møde den 7. juni 2018.

Aktivitetsområde/samlingsplads i Slimminge under opførelse

Tidligere var man knyttet til de aktiviteter der foregik i Gørslev (skole, idrætsforening, spejder m.m.), men da Gørslev Skole blev lukket, blev børnene spredt på skolerne i Bjæverskov, Vemmedrup, Borup, Kværkeby Friskole og Ringsted. Det samme gælder de fritidsaktiviteter som børnene går til.

Vi ved, at den bedste måde, hvorpå de voksne mødes og lærer at kende hinanden, er gennem vores børn og deres aktiviteter. Men vi møder ikke vores naboer mere:

”Der dukker børn op på vejen, som vi ikke kender”.

Den oplagte løsning på dette, er at skabe lokale aktiviteter, men selvom Slimminge, med sine ca. 500 indbyggere, er en af de større landsbyer i kommunen, findes der ingen offentlige arealer, hvor man kan mødes, ingen græsareal, hvor man kan spille fodbold, ingen områder der opfordrer til fysisk aktivitet, ingen steder hvor vi tilfældigt kan møde naboen. Men dette igangværende projekt giver muligheder. 

Den røde pil i bunden angiver det aktuelle område

Landsbyforeningen vil gerne takke Slimminge Grundejerforening for et godt samarbejde i forbindelse med denne ansøgning.

Nyhedskategorier
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Landsbyforeningen udsender nyhedsmails mindst fire gange årligt med nyheder og aktiviteter fra Gørslev og omegn.