Bedre Internet til "mellemliggende ejendomme"? Nu skal du selv på banen!
Bredbåndsarbejdsgruppen vil gerne skaffe bedre internet til de "mellemliggende ejendomme" og håber at få rigtig mange med. Men du skal selv på banen, hvis du bor i en af alle de ejendomme i vores område, der ikke er dækket af nettet i Slimminge, Gørslev eller Vollerslev-Nyvang.
Til dig der bor i en ”mellemliggende ejendom”
– fra Bredbåndsarbejdsgruppen
Efter de tættere bebyggede områder i vores sydvestlige hjørne af kommunen er blevet forsynet med fibernet og dermed en langt bedre og hurtigere internetforbindelse, er mange ejendomme – de ”mellemliggende ejendomme” – i vores område desværre stadig efterladt uden en tilfredsstillende forbindelse til internettet og alt det, vi bruger nettet til.
Det er højst utilfredsstillende i dagligdagen, men betyder også en hel del, hvis man skal sælge sin ejendom. Vi er en arbejdsgruppe under Landsbyforeningen Gørslev og Omegn, der synes, at vi sammen skal prøve at gøre noget ved det!
Fibia (Seas NVE) laver ikke længere projekter, som det sidste Landsbyforeningen arbejdede med i Vollerslev-Nyvang, men lader sig påvirke af antallet af interessetilmeldinger på deres hjemmeside. For at øge mulighederne vil vi derfor opfordre dig til at foretage en sådan uforpligtende tilmelding via dette link:
Det er desværre helt uvist, hvornår Fibia vil levere net til resten af vores område. Vi har derfor besluttet at søge om midler fra Bredbåndspuljen til projektet. Hertil har vi brug for en fuldmagt fra ejeren eller lejeren af alle de ejendomme, der er markeret med en rød eller gul prik på Energistyrelsens kort over vores område. Disse ejendomme har så dårlig dækning, at man er berettiget til at få midler fra puljen. Du kan læse mere om Bredbåndspuljen, se fuldmagten og finde det nævnte kort her:
https://ens.dk/ansvarsomraader/bredbaand/bredbaandspuljen
Da det er vigtigt, at ingen ejendomme med røde eller gule prikker efterlades uden dækning, gives der kun midler til projekter, der dækker et sammenhængende område og det vil derfor være vigtigt, at I taler med jeres naboer og støtter hinanden i at finde svar på de spørgsmål, der dukker op. Det nævnte link giver svar på det meste. Alt efter fordelingen af tilmeldinger kan det blive nødvendigt at redigere i de områder, der søges midler til og også at skære et eller flere områder fra.
Ved at underskrive en sådan fuldmagt til ansøgning om puljemidler forpligter man sig til selv at betale 4.000 kr. for at få bredbåndsforbindelse. Man kan også tilbyde at betale mere. Derudover vil der fra de fleste bredbåndsleverandører blive forlangt tilmelding til abonnement i 6 måneder – blot det billigste.
I løbet af uge 27, den første uge i juli, vil du modtage et lille orienteringsskriv i din postkasse. Det er vores plan at tage kontakt til hver enkelt af jer i løbet af juli måned, men det vil naturligvis være en stor hjælp, hvis du selv tager kontakt til kontaktpersonen for dit område, se nedenfor. Jo hurtigere vi kan få samlet fuldmagter ind des bedre, så du må også meget gerne aflevere en fuldmagt til din kontaktperson. Vi har aftalt at Annette Goldschmidt skal skrives på som den, fuldmagten skal gives til (fuldmagtshaver).
Bemærk, at en lejer, der selv vil betale for netadgang først skal have tilladelse til installationen fra sin udlejer.
Det afgøres i december 2019, om vi bliver tildelt bredbåndsmidler og hvis vi gør, skal den leverandør, som forinden har budt på projektet og som vi indgår aftale med, levere senest i december 2020. Der skal ikke ske betaling før boxen sidder på væggen.
Kontaktpersoner:
– Hulegårdsvej: Peter Olsson, Hulegårdsvej 11, olsson@arkinet.dk
– Slimmingevej og Lundegårdsvej: Thomas Jensen, Lundegårdsvej 12, tlf. 24426301
-Giesegårdvej: Karsten Grinderslev, karsten.grinderslev@gmail.com
– Ringstedvej og Egerisvej: Nikolaj Bentzen, Ringstedvej 612 B, bnikolaj@yahoo.dk
– Egelundsvej: Annette Goldschmidt, goldschmidtannette@gmail.com, tlf. 50519461
– Kongstedvej: Bernt Hansen, Hulegårdsvej 9, tlf. 40785353
Alle kontaktpersonerne er knyttet op på denne mail: bredbaand.gorslev@gmail.com
Send en mail NU til:
bredbaand.gorslev@gmail.com hvis du ønsker at deltage, skriv din adresse i emnefeltet.
Mange hilsner – og hank nu op i din nabo 😊
Arbejdsgruppen
(Peter Olsson, Karsten Grinderslev, Bernt Hansen, Thomas Jensen og Annette Goldschmidt)
